Læs guiden om tekstforfatningspriser her
Tekstforfatningspriser bliver let komplekse, fordi 2 tekstforfattere aldrig arbejder ens, har samme uddannelse eller leverer de samme resultater. Samtidig afregner vi ofte efter forskellige prismodeller. Nogle har faste timepriser for tekstforfatning, mens andre afregner per ord eller samlet opgave.
Derfor kan du ikke sammenligne priserne lige over.
Når du søger en tekstforfatter eller freelanceskribent, vil du selvfølgelig vide, hvad du skal betale, så du investerer optimalt. Derfor denne guide, så du kender pro og cons ved de forskellige prismodeller:
- Pris per ord
- Fast pris for tekst eller projekt
- Timepris
Og det korte svar på, hvad en tekstforfatter koster, er desværre, at der stort set ikke er nogen nedre grænse på prisen.
Jeg regner med, at du selvfølgelig vil have kvalitet og toptunet markedsføring, så dine tekster skal skabe resultater for dig. Derfor får du også en række råd til, hvordan du sikrer, at din freelancetekstforfatter også er god nederst på siden.
Når tekstforfatning afregnes med pris per ord:
Isoleret set en nem model. Hvis du aftaler teksternes længde med tekstforfatteren, ved du præcis, hvad din investering er.
Ulempen er, at tekstforfatteren ikke har et økonomisk incitament til at bruge mere tid på opgaven og gøre sig umage, fordi fokus er på kvantitet. Laver du pris-per-ord-aftale, så husk at tage en kvalificeret snak med tekstforfatteren om kvalitet og hvilket udbytte teksten skal give, før han begynder at skrive.
Det vil også være i din interesse at få skrevet ind i aftalen, at du har mulighed for at få lavet justeringer i teksten mindst én gang. Spørgsmålet er, om du kan få netop den del skrevet ind i aftalen, fordi I ikke ved på forhånd, hvor mange steder du gerne vil have rettet. Derfor kan det være en gummicheck at skrive under på for tekstforfatteren.
Og ofte er pris-per-ord-aftalerne ufleksible, da det tit er de billige tekstforfattere, der bruger den model.
Risikoen i modellen er, at der kun bliver sat pris på selve ordene. Ikke på rådgivning og sparring før og undervejs skriveprocessen. Derfor kræver aftalen, at I indledningsvis kan definere opgaven meget præcist, og at du ved, hvad du har brug for.
Det er ikke ualmindeligt, at bureauer og tekstforfattere, der sælger produkttekster eller SEO-tekster til pris per ord, tager under 1 kroner per ord. Du kan jo spørge dig selv, hvilken kvalitet, du kan forvente til den pris.
Tekster eller samlet projekt til fast pris:
En anden model, hvor du også kender prisen på din investering på forhånd, er en samlet pris for et større projekt eller per enkelttekst.
Her er der selvfølgelig også en risiko for, at tekstforfatteren udelukkende fokuserer på teksterne, fordi det er dem, han er bestilt til at skrive. Men jo større projekt, du bestiller, jo større sandsynlighed har du for, at tekstforfatteren også lægger tid til rådgivning og projektledelse ind i prisen.
Hvis tekstforfatteren ikke selv nævner rådgivning og projektledelse, når I drøfter opgaven, så spørg selv ind til det.
Har du ikke prøvet at købe professionelle tekster før, undrer du dig måske over, at jeg nævner rådgivning. Men det er ikke ualmindeligt, at en dygtig tekstforfatter udfordrer dig på dit produkt eller forretningsstrategi, mens han skriver. Eventuelt fordi han kan se, at produktet nemt kan gøres meget lettere at sælge, eller at noget er uklart.
Selv udfordrer jeg næsten altid mine kunder, mens jeg skriver for dem.
Både med projekter og tekster til fast pris og tekster, der afregnes per ord, kan det være et problem, at tekstforfatteren er motiveret af at blive hurtigt færdig. Og hver gang en tekst eller passage driller, kan han derfor være fristet til at bruge en generel sætning i stedet for at gøre sig umage og skrive en mere præcis og unik sætning. På fagsprog kaldet, at han ”skriver sig ud af det”. En model, man altid kan bruge, men som ikke gør, at du får de bedste tekster.
Hvis du ved, at du løbende skal købe flere tekster, kan denne model være at foretrække, fordi udsigten til mersalg ifm. fremtidigt samarbejde øger tekstforfatterens interesse for, at du opnår nogle lukrative resultater.
Timepriser for tekstforfatning:
Denne model er klart den mest fleksible. Hvis du finder ud af undervejs, at du har brug for rådgivning, eller hvis du gerne vil justere aftalen, kan det sagtens lade sig gøre. Netop fordi I afregner i tid.
Her har tekstforfatteren også luft og frihed til at gøre sig særligt umage med passager, der driller, eller at udfordre dig.
Med en timeprisaftale er det vigtigt, at I i forvejen har aftalt et loft eller et estimat, så du kender slutprisen.
Hos mange freelancetekstforfattere, undertegnede inklusiv, kan du få en attraktiv timepris ved at købe et klippekort med mængderabat.
Pris på korrekturlæsning og oversættelse:
Også korrektur og oversættelse af tekster er områder, hvor der ikke er nogen nedre prisgrænse. Så pas på med kun at se på prisen.
De prismodeller for tekstforfatning, som jeg lige har gennemgået, bruges også af korrekturlæsere og oversættere. Priser, der er aftalt på forhånd, enten med pris-per-ord-aftaler eller faste projektpriser, er mindre problematiske her, da det er nemmere at vurdere disse mere bundne opgaver på forhånd end en skriveopgave, der også er en innovativ proces, som udvikler sig undervejs, og hvor der er brug for mere rådgivning.
Selv bruger jeg korrekturlæser Susanne Hemdorff, der tager 450 kroner i timen. Hun er en fremragende korrekturlæser, leverer hurtigt og har altid styr på, hvornår jeg skal have en tekst tilbage. Også selv om der nogle gange bare er tale om en lille opgave.
Jeg anbefaler også min kunde, Hanne Sørensen, Korrekturbureauet.
Hvad tager jeg selv for tekstforfatteropgaver?
Jeg sælger kun tekstforfatning gennem klippekort eller faste vækstpakker, og mine timepriser varierer fra 800 til 1500 i timen – alt efter størrelsen på aftalen.
For at jeg kan arbejde effektivt for mine kunder, anbefaler jeg, at jeg altid skriver flere tekster ad gangen. På den måde skal både kunden og jeg ind i opgaverne færrest mulige gange.
Salgsbreve, nyhedsbreve og SEO-tekster koster typisk fra 3.000 kroner stykket for selve skriveprocessen. Hertil kommer rådgivning, forberedelse og et interview med kunden, og det indledende tidsforbrug er meget forskelligt fra kunde til kunde. Kunder, der bestiller mange tekster på én gang, kan opnå en meget bedre timepris på tekstforfatning.
Søger du en pris på SEO, skal du være opmærksom på, at prisen på en søgeordsanalyse kommer oveni, hvis du ikke har en.
Vurder ikke kun din tekstforfatter på prisen
Selv om prisen selvfølgelig betyder noget, vil jeg advare mod at give den for stor betydning, når du søger en tekstforfatter. For du kan få dine tekster så billigt, at de næsten er gratis. Helt ned til 25 øre per ord eller under 100 kroner i timen. Det betyder, at du kan få en SEO-tekst eller en produkttekst for få hundrede kroner eller mindre.
Når nogle tekstforfattere er villige til at gå så langt ned i pris, kan jeg ikke gennemskue, hvordan de kan tjene penge på deres tekster. Og slet ikke, hvordan de også kan tage på efteruddannelse, så de eksempelvis holder deres viden opdateret på SEO og de nyeste tendenser i e-mailmarkedsføring.
Nogle gange taler jeg med kunder, der åbenlyst søger en billig løsning. Når jeg udfordrer dem på det, kan jeg forstå, at de ikke tænker, at teksten er særlig vigtig. De tænker ikke, at den skal have en særlig funktion, og derfor er det ok, at den givetvis ikke er så god.
Det undrer jeg mig over. For jeg har aldrig skrevet en ligegyldig tekst. Hvis jeg skriver en tekst, skal den skabe resultater.
Den skal
- findes på Google og skabe trafik til hjemmesiden
- sælge
- få læseren til at downloade en e-bog eller se en video
Eller noget andet.
Og Google honorerer gode tekster. Derfor ville jeg ikke regne med, at jeg kunne få en attraktiv placering på Google med en halvdårlig tekst.
Når jeg selv bliver kontaktet af mulige kunder, der indleder med at spørge til prisen, ved jeg, at jeg højst sandsynligt ikke får opgaven. Og jeg er heller ikke specielt interesseret. For kunder, der primært fokuserer på pris frem for kvalitet, kan nemt finde en konkurrent, der matcher deres behov bedre, end jeg gør. Netop fordi jeg fokuserer på kvalitet. Og det kræver nogle gange, at kunden og jeg har en eller flere indledende samtaler, før vi snakker pris. Spørgsmålet er, om dem, der kun køber ind på pris, opnår de ønskede resultater. Det vil jeg lade være usagt.
Tekstforfattere har forskellige uddannelser – eller ingen
En anden ting, der er værd at have for øje, når du skal bestille tekster, er, at der ikke er en decideret uddannelse som tekstforfatter. Det nærmeste, vi kommer en tekstforfatteruddannelse, er et kortere kursus på IBA, Kolding, der er en del af Akademiuddannelsen i Kommunikation og formidling, som også kan tages enkeltvis. Tidligere uddannede Den Danske Reklameskole også tekstforfattere, men skolen lukkede i 2004.
Alle andre har forskellige baggrunde for at skrive. Det kan være uddannelser som journalist, skolelærer eller en kandidatuddannelse fra universitetet. Eksempelvis i litteratur, retorik eller kommunikation. Mange er selvlærte. Nogle er gymnasieelever.
Med andre ord: Alle kan kalde sig tekstforfatter.
Hvis du søger en dygtig tekstforfatter, der skal skrive kvalitetstekster for dig, er det derfor vigtigt, at du fokuserer på meget andet end prisen. Sørg også for at lave meget klare aftaler med din skribent, når du køber tekster:
- Hvilke tekster skal han eller hun skrive?
- Hvilke resultater skal teksterne skabe? Skal de findes på Google, sælge, få læseren til at ringe eller noget andet?
- Hvor skal teksterne bruges?
- Hvor lange skal de være?
- Hvornår skal de være færdige?
- Skal de forbi en ekstern korrekturlæser?
Taler du pris på webtekster, skal du være meget opmærksom, hvis du ikke bliver spurgt, om nogle af dem skal skrives som SEO-tekster. For SEO er så vigtig en del af en professionel hjemmeside. Og du tjener prisen på hjemmesiden ind igen meget hurtigere, når den også sørger for at skaffe dig besøgende fra Google.
Når du taler SEO-tekster, skal du være opmærksom på, om tekstforfatteren spørger ind til, om du allerede har en søgeordsanalyse. Hvis ikke, skal du se en alarmklokke. Denne analyse er meget vigtig. For hvis du eller SEO-tekstforfatteren ikke har undersøgt på forhånd præcis hvilke ord, dine mulige kunder søger på, risikerer I at begå en SEO-fejl, jeg ser alt for tit. Nemlig at skrive SEO-tekster ud fra ord, som ingen søger på.
Har du brug for en pris på din konkrete opgave?
Så ring endelig til mig på 27 12 11 14, eller book en gratis samtale.
Tit kan jeg give dig en pris med det samme. Hvis ikke, fortæller jeg dig, hvad jeg har brug for at vide for at give en pris.
Du er også meget velkommen til at ringe, hvis du endnu ikke er helt afklaret om opgaven. Jeg rådgiver dig gerne og er kendt for at sige min ærlige mening. Også når det betyder, at jeg her og nu ikke får opgaven, fordi du har brug for noget andet, end jeg kan tilbyde.
FAQ:
For overskuelighedens skyld har jeg samlet udvalgte spørgsmål her:
Hvad koster en tekstforfatter?
Prisen på en tekstforfatter kan svinge fra under 100 til +1000 kroner i timen. Alt efter hvilket udbytte, du forventer af din tekst.
Hvorfor svinger tekstforfatterpriser så meget?
Fordi der er stor forskel på kvalitet, erfaring og resultater.
Hvorfor er det vigtigt med en tekstforfatter?
En dygtig tekstforfatter gør mere end at skrive. Tekstforfatteren vil både udfordre dig på, hvilke tekster du har brug for, og hvad der skal stå i dem.
Kan en tekstforfatter skrive om min branche?
En dygtig tekstforfatter kan skrive om alt – efter at have interviewet dig. Selv trækker jeg på min journalistuddannelse både når jeg interviewer og skriver.